Vi har fået meget mere fritid

Vivi og Torben Grangaard

En langt større frihed er blot en af de store gevinster, som Vivi og Torben Grangaard har fået ud af at flytte ind i en 144 kvadratmeter stor lejlighed på 3. sal på Teglbakken.

”Der er ikke så meget at vedligeholde. Der er ingen plæneklipning eller snerydning. Lejligheden er let at holde, og vi har fået en dejlig udsigt,” siger Vivi Grangaard.

Vivi og Torben Grangaard ville egentlig have bygget et nyt hus, da de satte deres hus i Beder til salg for nogle år siden. Huset i Beder blev dog solgt hurtigere end forventet, og derfor flyttede de midlertidigt ind i en lejelejlighed i Aarhus.
”Vi boede der i et år, og vi fandt ud af, at med al den tid, vi fik til rådighed, så skulle vi ikke bo i hus igen,” siger Torben Grangaard.

Stilheden er fantastisk

Lejligheden i Aarhus var dog ikke særlig godt lydisoleret. Det var medvirkende til, at Vivi og Torben Grangaard blev interesseret i at flytte til Odder, hvor de værdsætter, at der ikke er det mindste støj fra naboerne.

”Da jeg kom hjem en aften og åbnede døren til vores lejlighed, kunne jeg høre, at Torben spille meget høj musik. Men jeg kunne ikke høre noget, før jeg åbnede døren,” siger Vivi Grangaard.

”Jeg er positivt overrasket over den stilhed, der er her. Man kan selvfølgelig åbne døren til altanen og få lidt lyd ind, men hvis man gerne vil have stilhed, så er der stilhed,” supplerer Torben Grangaard.

Her kan vi blive gamle

Både Vivi og Torben Grangaard er stadig på arbejdsmarkedet. Med et farvel til hus og have er der nu blevet tid til at spille golf i Odder Golfklub få kilometer fra Teglbakken, og parret nyder også, at de ubekymret kan tage i sommerhus i tre måneder.

”Vi ville gerne have noget, der var rimelig vedligeholdelsesfrit. Noget hvor vi ikke skulle rende rundt og luge ukrudt hele tiden, og hvor vi kunne se os selv blive gamle, og det har vi fået,” siger Vivi Grangaard.