Det er som at bo i en villa

Kirsten Rahbek

”Det er som at bo i et villakvarter, når man bor på Teglbakken. Mange er nok bange for at miste det gode naboskab og for at blive alene, når de flytter i lejlighed. Men sådan er det slet ikke her. Naboskabet er rigtig, rigtig godt. Vi er meget åbne over for hinanden,” siger Kirsten Rahbek.

Den 64-årige tidligere ejer af en brudekjolebutik flyttede for tre år siden ind i en 128 kvm lejlighed på 3. sal på Teglbakken, og hun er meget begejstret for byggestilen.

”Det er nærmest parcelhuse, der er klodset ovenpå hinanden. Der er tre lyse sider i lejligheden, så der er lys hele tiden, og det betyder rigtig meget,” siger Kirsten Rahbek.

Luksuriøst byggeri

Lejligheden på Teglbakken var den eneste, hun var ude at kigge på, da hun besluttede sig for at ville sælge det store hus i Skåde ved Aarhus, som hun havde boet i i 38 år.

”Jeg faldt for lejligheden med det samme, fordi den er superlækkert indrettet. Rummene er store, og jeg føler virkelig stadig, at jeg bor i et hus. Det hele er nyt og luksuriøst, og det tiltaler nok mange som bor i hus,” siger Kirsten Rahbek.

Solnedgang fra lænestolen

Fra en lænestol i stuen kan hun se ud over hustagene i Odder, og det er også fra den bløde stol, at Kirsten Rahbek hver aften kan nyde at se solnedgang. Trænger hun til at komme ud, kan den tidligere haveejer sætte sig ud på sin 14 kvadratmeter store altan, og hvad enten hun sidder der eller i stuen, savner hun ikke det store hus i Skåde.

”Det her er overskueligt. Det er vedligeholdelsesfrit og nemt at passe, og efter jeg er blevet alene, er det også passende for mig,” siger Kirsten Rahbek.