Tryghed, kvalitet og beliggenhed i særklasse er noget af det, der følger med, når du flytter ind i en af de eksklusive lejligheder på Teglbakken i Odder. Teglbakken har det hele, og du er tæt på både naturen, indkøbsmuligheder, oplevelser og Aarhus C.
Byggeriet, der er tegnet af arkitekterne Jette og Jørgen Frost Larsen, er belønnet med Odder Kommunes bygningspris, og lejlighederne har vinduer til tre sider, hvilket giver en unik, lys og venlig atmosfære. Fra den store stue er der adgang til en fantastisk altan på 14 kvm. med god plads til mange gæster.
Hele vejen igennem er der valgt materialer af høj kvalitet med blandt andet inventar fra Multiform og gulvene i det store åbne køkken, stuen, entreen og værelserne er trestavs lamelparket i 22 mm fra Everfloor. Lejlighederne er vedligeholdelsesvenlige, så der er god tid til at nyde livet i en bolig, hvor hver kvadratmeter er optimalt udnyttet.
Flere af lejlighederne er indrettet med to badeværelser med god plads. Lejlighederne er med brede døre og uden dørtrin, og i trappeopgangen er der god plads og elevator, så det er nemt at komme rundt i lejlighederne og på fællesarealerne på Teglbakken.
Der er ingen støj fra naboerne. Det skyldes, at der er god isolering imellem etageadskillelserne, og at lejlighederne er indrettet, så de enkelte lejligheders opholdsrum ikke vender mod hinanden.
Alle lejligheder er med egen parkeringsplads ligesom der er dørtelefon med videoskærm. Det betyder, at du kan se, hvem du lukker ind, så der kun kommer velkomne gæster ind i ejendommen.
Der ligger flere supermarkeder lige ved siden af Teglbakken, og Odders hyggelige torv og centrum er kun få hundrede meter væk. Busserne til Aarhus og Horsens standser 100 meter fra Teglbakken, og fra togstationen kører ”Odder-grisen” direkte til Aarhus Banegård på 30 minutter.
Teglbakken ligger op til et dejligt grønt område, og vil du en tur i skoven, ligger Dyrehaven lige rundt om hjørnet. Der er fire km til Odder Golfklubs flotte baner. Et par af Østjyllands bedste badestrande, Saksild Strand og Rude Strand, ligger også tæt på Teglbakken.
Trænger du til at slappe af med de seneste biograffilm, er der kun få minutters gang til biografen. Det samme er tilfældet, hvis du vil spille tennis, i fitnesscenter eller en tur i Odders lækre svømmehal.